Kan du anerkende andre, hvis du ikke anerkender dig selv?

Refleksioner over en af de største misforståelser om Anerkendelse

Kan det mon passe?

Men en af min pointer omkring denne misforståelse var vi knap så enige om: At vi faktisk ikke er i stand til at give til andre, hvad vi ikke giver os selv. Så hvis vi ikke anerkender os selv, er vi ikke i stand til virkelig at anerkende andre. Og hvis vi ikke er i stand til at møde os selv med empati, er vi ikke i stand til virkelig at møde andre med empati.

Det er min påstand, som jeg selvfølgelig nævnte i foredraget. Og den vakte skepsis og undren og modstand af den positive slags. Nemlig den slags, som aktiverer en sund og reflekterende dialog:

Er det mon sandt, at det hænger sådan sammen? Kan jeg ikke give noget til andre, som jeg ikke kan give mig selv?

Hvad tænker du, kære Læser? Hvordan hænger det sammen i din verden? Tror du på, at en af de største misforståelser om anerkendelse er, at vi godt kan anerkende andre, selv om vi ikke anerkender os selv? Lad mig dele, hvad der videre skete i den omtalte personalegruppe.

Under foredraget lavede vi nogle små refleksionsøvelser. Bl.a. en øvelse i selvempati: At sætte sig i kontakt med egne behov/ønsker i en situation, hvor man havde brug for at sige “nej” til et barn. For at kunne formidle sit “nej” gennem et ægte jeg-budskab. Den øvelse skabte aha-oplevelser i to af deltagerne vedr. ovenstående spørgsmål.

Den ene aha-oplevelse kom fra en deltager, som sagde: Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke kan mærke mine egne behov/ønsker. Det er svært for mig at være tydelig og bruge ægte jeg-budskaber over for barnet.

Og en anden sagde: Jeg mærkede, at min kontakt med barnet blev meget dybere, når jeg var i kontakt med mig selv og sagde NEJ gennem et ægte jeg-budskab.

Motivation til at arbejde med misforståelser om anerkendelse

Ovennævnte refleksioner fra de to gæve kvinder er både dybe og vigtige. De siger nemlig en hel masse om:

• hvor almindeligt det er i den pædagogiske verden at være “ovre i de andre”
• hvor uvant det er at flytte hjem i os selv og mærke os selv
• hvor uvant det dermed er at udtrykke os gennem ægte jeg-budskaber
• at automatpilotens anerkendelse kun går én vej (udad) og bliver ubalanceret
• hvordan denne ubalance står i vejen for sand og ægte kontakt

Alle disse tendenser i den pædagogiske praksis kommer selvfølgelig fra et dybfølt ønske om at gøre det så godt som muligt for børnene/brugerne. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der ligger meget positive intentioner bag det hele.

Men hvis vi bliver udbrændte af det, er vi nødt til at kigge vores praksis efter i sømmene. Udbrændthed gavner ingen, det skaber kun dårlig trivsel for alle. Og hvis vi så ydermere finder ud af, at vores anerkendelse faktisk bliver dybere og mere ægte, når vi inddrager os selv og får balanceret vores anerkendelses-praksis – ja, så er det jo bare med at komme ud over stepperne med det.

Det var det, der skete for den personalegruppe, jeg besøgte for nyligt. De fik som sagt undervejs i foredraget nogle AHA-oplevelser. At der måske er noget sandhed i påstanden om, at vi ikke kan give til andre, hvad vi ikke kan give os selv. Og at forestillingen om, at anerkendelse og empati  udelukkende er noget, der går udad mod de andre, måske er en af de største misforståelser om anerkendelse. De AHA-oplevelser gav dem motivation for at komme ud over de stepper. Og give anerkendelsen endnu en chance.

Endnu et slag for pakkerne med foredrag inkl. videokurser

Da jeg kørte hjem fra Langeland, var jeg fyldt af glæde og optimisme på personalegruppens vegne. For jeg kunne mærke, at de virkelig havde lyst til at komme i gang med video-kurserne. Jeg var også optimistisk ift til den nye vare på hylden i min webshop. Det var første gang, jeg var ude med foredraget/workshoppen som en del af pakken med videokurserne. Og mødet med de gode Langeland-folk bekræftede mig i, at kombinationen giver rigtig meget mening.

For vi ved jo alle, at hvis jeg har skepsis i mit system over for selve grundpræmissen for nyt stof og nye redskaber, – ja, så kan min motivation ligge på et meget lille sted. Og så kommer det alligevel ikke til at gøre en forskel. Så at tage dialogen om grundpræmisserne med hinanden inden arbejdet med kurserne starter – som det indledende foredrag giver rum for – er virkelig godt givet ud.
 
Så – kære Læser – som du nok har regnet ud, så slår jeg lige endnu et slag for pakkerne. De kombinerer det bedste fra den gamle og den nye læringsverden. De er blevet oprettet i min webshop som fast vare. Prisen er ikke helt så lav som i foråret, hvor der var introduktions-kampagne. Men du sparer stadig en del ved at købe foredrag og videokurser sammen.

Du finder pakkerne ved at trykke på billederne herunder.

P.S. Hvis du aldrig har hørt om videokurser som faglig opkvalificering, så lige lidt yderligere info:

MED VIDEO-KURSERNE FÅR DU EN LØSNING MED:

• en stor portion fagligt input for pengene
• stor fleksibilitet, da I kan tage videokurserne præcis når det passer jer, og fraværende kolleger og nye medarbejdere kan indvies i stoffet, når det passer dem
• optimal mulighed for at forankre redskaberne i jeres praksis, da de gentages fra forskellige vinkler i de enkelte kurser, alt efter kursets tema
• stor mulighed for at repetere, hvis I får brug for det
• stof til 16 timers faglig opkvalificering (hvis du investerer i alle 4 kurser), som I kan lægge på personalemøder, fyraftensmøder, pædagogiske dage el.lign – som det passer jer

LÆS MERE OM VIDEOKURSERNE HER

LÆS MERE OM PAKKERNE MED FOREDRAG INKL. VIDEOKURSER HER

Her ser du titlerne på de fire videokurser: