Om nogle af de forenklinger, der har ramt begrebet anerkendelse.
Dette indlæg vover den påstand, at der er 3 grundlæggende misforståelser i vores måde at anvende anerkendelse på. Misforståelser, der medfører, at vi risikerer at misse selve essensen og dermed gå glip af nogle af de fantastiske gaver, som anerkendelse har til os.
Lad det være sagt med det samme: Jeg synes, vi skal være taknemmelige for det store fokus på anerkendelse og den anerkendende kommunikation, som vi har oplevet gennem efterhånden en del år. De potentialer, der ligger i den anerkendende tilgang, har været – og er stadig – meget tiltrængte. Både i arbejdslivet og i privatlivet.
For desværre bygger en stor del af vores danske kultur på nogle værdier og overbevisninger, som ligger langt fra den anerkendende tilgang. Vi har lært og er derfor rigtig gode til at finde fejl og fokusere på problemer og alt det, der ikke fungerer. Vi har lært at vurdere, fortolke og dømme det, vi oplever. Det ligger som en dyb undertone i hele vores tilgang til os selv, hinanden og til livet.
Så vi har altså aldrig rigtig lært at være anerkendende. Eller – vi skal måske hellere sige: vi har fået aflært det. Ud fra den betragtning, at det faktisk er en medfødt evne, som vi alle har med os, når vi starter på livet.
Det gjorde Jesper Juul, forfatter til bl.a. Dit kompetente Barn, os opmærksom på for mange år siden, og det har småbørns-forskningen bekræftet i mange sammenhænge siden. At børn altid samarbejder. Selv om det kan se helt forkert og destruktivt og meget lidt samarbejdende ud, så er børns grundlæggende hensigt med det, de gør, altid at bidrage med noget positivt for at få samværet til at fungere. Det gælder selv helt små børn.
Og det er netop det, anerkendelse kan hjælpe os med at få øje på. Både hos børnene og hos hinanden som voksne. For vi har jo alle været børn engang, og vi bærer stadig den kompetence indeni os. Så lad os hilse bølgen af anerkendelse velkommen. Vi har brug for den.
Og lad os give hinanden plads, rum og tid til at øve os i at blive bedre til at være anerkendende. For selvfølgelig tager det tid. Og selvfølgelig er det svært. Og selvfølgelig falder vi ind imellem i den gamle dømmende fejlfinder-rolle, som vi har lært og trænet og er blevet så gode til, selv om vi har de bedste intentioner.
Kunsten i de situationer er netop at møde både vores egen og andres indre fejlfinder med anerkendelse. Og altså ikke begynde at slå os selv – eller andre – oven i hovedet med, at vi burde gøre noget andet, burde være bedre til at være anerkendende eller andet i den dur.
For så er vi jo bare i gang med at reproducere den gamle underkendende og dømmende tilgang på en ny måde og med et nyt ansigt. Og det er næsten noget at det værste, vi kan gøre med så smuk og dyb en værdi som anerkendelse. Som virkelig kan transformere os selv, vores liv og vores samvær med hinanden, hvis vi tager den alvorligt og lukker op for dens potentialer.
Har vi misforstået anerkendelse?
Med alle nye tanker og strømninger er der altid en iboende fare for, at vi kommer til dels at reproducere den gamle, fastforankrede tilgang blot med et nyt ansigt som nævnt herover – og dels at forenkle brugen af dem på en måde, så selve essensen af begrebet flyder ud.
Forenklingen er en helt naturlig proces i en travl og presset hverdag, så de nye tanker og tilgange bliver brugbare her og nu i dagligdagens situationer. Det er både nødvendigt og hensigtsmæssigt, da vi jo ikke kan tage de store og dybe filosofiske refleksioner, hver eneste gang en konkret situation kræver vores opmærksomhed og handling.
Men samtidig rummer forenklingen en fare for, at vi kommer til at forfladige og sågar misforstå de fine og dybe kvaliteter, som de nye tanker og strømninger rummer. Og – værst af alt – vi afskærer os selv fra de gaver, som de kunne bidrage med, hvis vi gav os tid til at fordybe os i den kompleksitet, som de rummer.
Den skæbne er i min optik til en vis grad overgået begrebet anerkendelse og anerkendende kommunikation. Der har været og er en tendens til, at vi har taget enkelt-elementer ud som vi kan forstå og håndtere her og nu – og gjort dem til selve anerkendelsen. Og på den måde svigtet kraften i begrebet.
De 3 vigtigste misforståelser
3 af de vigtigste misforståelser af anerkendelsen er i min optik:
- Forvekslingen mellem anerkendelse og ros. I vores iver efter at have fokus på det positive falder vi nemt i den grøft hvor vi roser i ét væk og glemmer, at anerkendelse er så meget mere end det rose. Nemlig en dyb og ægte interesse i det andet menneske på godt og ondt – altså når der er noget at rose, men også når der ikke er.
- Den énsidige insisteren på, at vi i anerkendelsens navn kun må tale om det positive. Og at det i forlængelse heraf nærmest er forbudt at tale om det, som vi ikke bryder os om og som vi ikke trives med. Det er en tilgang, som har skabt meget frustration og som har forhindret, at vi rent faktisk får taget os ordentligt af det, som spænder ben for vores trivsel. Og som meget let forårsager det stik modsatte af det, som er anerkendelsens sande essens, da “positiv-tyranniet” let skaber følelsen af at blive underkendt hos dem, der ikke trives eller har det godt.
- Misforståelsen om, at det at anerkende hinanden er det samme som at være nødt til at tolerere alt ved hinandens adfærd. At vi altså ikke har lov til at sige nej og sætte grænser. Denne fortolkning af anerkendelse, hvor jeg anerkender alt ved dig men glemmer at anerkende mig selv og mine egne grænser, har skabt både udbrændthed og forvirring. Den overser det faktum, at vi faktisk ikke kan give ægte anerkendelse, hvis vores egen kop er drænet. Der er nødt til at være en form for balance, for at anerkendelse virker efter hensigten.
Anerkendende Kommunikation 2.0
Med ovenstående misforståelser og forenklinger risikerer vi at skabe mere frustration og forvirring, end før vi nogensinde havde hørt om begrebet anerkendelse. Så tiden er kommet til, at vi – i stedet for at vende blikket et nyt sted hen i erkendelse af, at den anerkendende tilgang ikke gav de resultater, vi håbede og troede i starten – tage dialogen om anerkendende kommunikation til næste niveau.
Lad os tage en ny runde, hvor vi tillader os at dykke dybere ned i begrebet og reflektere over, hvad det egentlig handler om, og hvordan vi kan praktisere det på en måde, som får det bedste frem i os alle. Hvor vores relationer styrkes og trives i en god og afbalanceret udveksling, og hvor vi anerkender både os selv og hinanden.
Lad os kort sagt sammen begynde at definere anerkendende kommunikation 2.0 som det nye ståsted for vores praksis.
Jeg håber, at jeg med de kurser, foredrag og skriftlige produkter, jeg tilbyder, kan medvirke til at stimulere den proces. Ikke for at proklamere, at jeg har sandheden. Men mere for at sætte refleksioner og gode dialoger i gang i enkeltindivider og i personale- og medarbejdergrupper. Og selvfølgelig – allervigtigst – for at tilbyde nye redskaber til at praktisere anerkendende kommunikation 2.0.
Så vi hver især og sammen kan blive klogere på, hvad vi egentlig mener med anerkendelse. Hvad der skal til, for at vi føler og oplever os anerkendt, og hvad der skal til, for at vores medmennesker føler og oplever, at vi anerkender dem.
—————————
Læs mere her om kurser og foredrag i anerkendende kommunikation. Og her om bogen Anerkendende Kommunikation – med empatien som vejviser. I både bog, kurser og foredrag imødegår jeg de 3 ovenstående misforståelser og tilbyder nye vinkler på og redskaber til at praktisere anerkendende kommunikation.
—————————–
Om forfatteren til Har vi misforstået anerkendelse?
Ianneia Meldgaard er cand.mag. og selvstændig kursus-/foredragsholder og coach. Hovedområderne i hendes virksomhed er anerkendelse, kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering. Januar 2019 udkommer Ianneias bog Anerkendende Kommunikation – med empatien som vejviser på Forlaget Frydenlund.
Inden Ianneia Meldgaard blev selvstændig i 2007 var hun ansat som lektor ved Pædagogseminariet i Aalborg gennem 10 år. Læs evt. mere om Ianneia Meldgaard her.