Brug din indre GPS både i din kommunikation med dig selv og med andre.
Og skab mere empati og anerkendelse til alle parter.
I mit blogindlæg Fungerer din indre GPS?, beskriver jeg, hvordan det fine indre navigations-system, som du fik i fødselsgave, er designet til at guide dig til et liv med bedre trivsel og bedre relationer. Og her taler vi om både relationen til dig selv og til andre, da de 2 ting jo hænger uløseligt sammen.
I dette indlæg får du bud på, hvordan du – når du har genoprettet kontakten til din indre GPS – bruger den i din kommunikation. Igen både med dig selv og med andre. For din indre dialog med dig selv er selve fundamentet for den dialog, du er i stand til at indbyde til, når du taler med andre.
Så lad os antage at du har læst indlægget om din indre GPS og dermed ”har styr på” det grundlæggende: nemlig at dine følelser er GPS-damen, der fortæller dig noget vigtigt om dine behov. Og at opfyldelsen af dine vigtige behov er selve destinationen. Ruten hen til destinationen er så din evne til at forstå de budskaber, din GPS sender dig i form af dine følelser, så du kan nå hen til destinationen og dermed opnå bedre trivsel og mere glæde.
Tal mindre om dine følelser og mere om dine behov
Og hvordan bruger du så den grundlæggende viden om din indre GPS i din kommunikation?
Jo, noget af det vigtigste at huske og forstå er, at dine behov set i ovenstående perspektiv er ”vigtigere” end dine følelser. Eller – dine behov eksisterer på et andet og dybere niveau, kunne vi i stedet sige for at undgå misforståelsen om, at følelserne så ikke er vigtige. For det er de.
Men følelserne er mest af alt budbringere til dig selv. De fortæller, om dine behov er opfyldt eller ej, som er det, det hele handler om, når vi taler om at både at øge din trivsel og dit samspil med andre. Vi kan sammenligne forholdet med, at GPS-damens budskaber i sig selv ikke er særligt vigtige, nærmest lidt irriterende, hvis ikke de leder os hen til det sted, vi ønsker at komme hen. På den anden side er de uundværlige, fordi vi uden dem risikerer aldrig at nå vores mål – som i denne sammenhæng altså er at få opfyldt vores behov og ønsker.
Så hvis vi ikke selv forstår, hvad vores følelser fortæller os, og hvis vi ikke formår – ved hjælp af selv-empatien – at komme ind bag dem og identificere de behov, der ligger bag, så bliver vi ikke i stand til at kommunikere konstruktivt om, hvad der foregår inden i os, og hvilke ændringer, der evt. skal til, for at vi bliver glade og tilfredse. Det gælder, hvad enten vi kommunikerer med vores partner, kolleger, børn, venner, familie eller vores leder.
Lad os tage et eksempel: Jeg har i længere tid været frustreret over forholdene på min arbejdsplads, hvor der har været mange omstruktureringer og forandringer. Med min viden om min indre GPS ved jeg, at denne følelse af frustration er en budbringer om, at der er nogle vigtige behov, som jeg ikke får opfyldt. Jeg vælger derfor at møde min følelse af frustration med selv-empati og bruger krudtet på at finde ud af, hvad det er for nogle uopfyldte behov, der skaber frustration hos mig.
Lad os sige, at jeg når frem til, at det, jeg savner, for at kunne trives, er behov for overblik over mine arbejdsopgaver. Med denne viden kan jeg begynde at kommunikere konstruktivt omkring min frustrerende situation – med kolleger og ledelse.
Jeg siger f.eks. til min leder: Jeg har brug for at få et større overblik over mine arbejdsopgaver efter de nyeste omstruktureringer. Kan du hjælpe mig med det?
I dette tilfælde holder jeg mig til at tale om ”det vigtigste”, nemlig mit behov for overblik, hvorimod jeg bruger GPS-damens budskab, nemlig følelsen af frustration, udelukkende som et vigtigt signal fra mig selv til mig selv om, at der er noget vigtigt, jeg skal tage mig af. Jeg taler altså ikke om min følelse, men udelukkende om mit behov. En anden mulighed er, at jeg vurderer, at det vil være konstruktivt også at indvie min leder i mine følelser som f.eks.:
Jeg kan mærke, at jeg bliver frustreret over ikke at vide, hvilke opgaver, det forventes at jeg løser, så jeg har brug for at få et større overblik over mine arbejdsopgaver. Kan du hjælpe mig med det?
Hvorvidt vi deler vores følelser med dem, vi kommunikerer med kan altså variere fra situation til situation. Det, der dog aldrig varierer, er, at vi fortæller om vores behov og ønsker, som er selve årsagen til, at vi har det som vi har det – og samtidig nøglen til, at vi kan få det anderledes og bedre.
Så rådet om at tale mindre om dine følelser og mere om dine behov udspringer altså direkte af GPS-tanken om, at der bag enhver følelse ligge et behov, som på sin vis er vigtigere end følelsen. Og derfor også vigtigere – og mere konstruktivt – at kommunikere om. Hvorimod følelsen i mange tilfælde kan betragtes som et internt budskab, som det ikke altid er relevant at dele med andre.
Tal mere om dig selv og mindre om andre
I forlængelse af ovenstående ligger det næste råd lige til højrebenet: Når jeg kender til min indre GPS og ved, hvordan den fungerer, så giver det altid mest mening at tale mere om mig selv end om andre.
Det vil sige, at jeg går indad i stedet for udad, når jeg støder på f.eks. svære følelser. Altså: jeg oplever frustration – jeg går ved hjælp af selvempatien indad og finder ud af, hvilket uopfyldt behov, der ligger bag. Og jeg kommunikerer dette behov ud til rette vedkommende. Enkelt og udramatisk.
Hvor svært kan det være, fristes man til at spørge. Men desværre sker der ofte noget undervejs i processen, som komplicerer og destruerer dette fine, enkle GPS-system. For vores automatpilot gør ofte det modsatte: jeg oplever svære følelser (f.eks. frustration) – jeg går udad og forsøger at finde den skyldige til min ubehagelige tilstand – jeg peger fingre og bebrejder, både i mine tanker og i den kommunikation, der følger efter.
Og så er det, at mit samspil med andre bliver alt andet end enkelt og udramatisk. Det bliver rodet, kompliceret og fyldt med drama. Fordi vi roder vores eget stof sammen med andres, og de roder deres sammen med vores.
Det er det, jeg kalder at vi falder i kommunikations-fælden. Hvorfor og hvordan det går til, kan du læse meget mere om i mit blogindlæg her: Kommunikations-fælden.
Brug din viden om den indre GPS, når du lytter til andre
En sidste vigtig ting om den indre GPS er, at den også er et rigtig fint redskab at bruge, når du kommunikerer med et menneske, som du lytter til for måske at hjælpe ham/hende med at løse sine problemer/udfordringer. Det gælder hvad enten dette andet menneske er et barn, en ung eller en voksen – og hvad enten det er en privat eller professionel relation.
For når du kender og forstår din egen indre GPS – og du ved, at dine følelser altid udspringer fra et dybere niveau i dig, nemlig dine behov, så kan du også hjælpe andre med at kende og forstå deres indre GPS. Det betyder, at du altid med dine spørgsmål vil guide den anden i retning af hans/hendes uopfyldte behov, når I taler om situationer med svære følelser.
Så i stedet for – som automatpiloten måske ville gøre – at hoppe med på eftersøgningen af ”den skyldige” udenfor personen selv, så vil du med dine empatiske spørgsmål have dit fokus på den indre sammenhæng mellem de svære følelser og de bagvedliggende uopfyldte behov – og forsøge at lede eftersøgningen i den retning. Fordi du ved, at det er der, nøglen til at den anden kan få det bedre, ligger.
Det er det, vi kalder empatisk lytning, som med sit fundament i den indre GPS og det deraf stærke fokus på sammenhængen mellem følelser og behov, adskiller sig fra både aktiv lytning og andre populære lytteformer. Og som jeg er stor fortaler for, fordi min erfaring viser, at den er langt mere konstruktiv, når det handler om at gøre livet bedre for alle parter end de mere mentalt orienterede lytteformer, hvor hvad tænker du om det og det … ofte er et centralt fokus.
Med den empatiske lytning, som hjælper os til at gå indad, har vi et redskab til hurtigt at få identificeret kernen i den situation, vi taler om – nemlig behovet, som styrer alt. Og dermed også hurtigt at få sat fokus på de handlinger, som vil kunne imødekomme behovet og dermed øge trivslen og livskvaliteten. Tak for det 🙂
P.S. Lær at bruge din indre GPS i din kommunikation.
Du kan lære meget mere om GPS’en og dens mange anvendelsesmuligheder i din kommunikationen, i min bog Anerkendende Kommunikation – med empatien som vejviser som udkom på Frydenlund i januar 2019.
For endnu mere uddybning og inspiration kan du rekvirere kurser og foredrag. Endelig kan du tage et kig på mine VIDEO-kurser.